Vi har dem alle, men mærker du dem? Udtrykker du dem? Handler du på dem? Jeg mærkede, udtrykte og handlede ikke på mine følelser, og dette fik store konsekvenser.

Følelser på godt og ondt - her set med hjerteform formet i klipperne i Antelope Canyon

Der er mange måder at håndtere følelser på. Du gemmer dem måske helt væk? Eller viser og fortæller om dine følelser, lige som vi alle taler om almindelige hverdagsting? Hvis du har det lige som jeg, så håndterer du dine følelser uhensigtsmæssigt og ikke til gavn for dig selv eller andre.

I min familie, har vi aldrig talt om følelser, og har ikke været gode til at vise følelser. Jeg har derfor aldrig lært, at håndtere mine egne følelser, og det ligger mig til last i dag. Derfor vil jeg gerne dele dette indlæg med dig.

Gemte og glemte følelser

I min folkeskoletid, var jeg altid den glade pige, som var med på alle de ting, de andre gerne ville. Jeg sagde aldrig nej til noget. Da jeg kom på arbejdsmarkedet, gentog historien sig. Når jeg var sammen med min omgangskreds, var mønsteret igen det samme. Familien var ingen undtagelse, og de så også kun min glade side.

Helt fra barns ben, har jeg sat en facade op. Ingen skulle vide, hvis jeg ikke havde det godt. Jeg ville være afholdt af alle, og gjorde alt for, at alle kunne lide mig. Jeg havde ikke plads til at være ked af det, eller at sige fra over for andre. Jeg var bange for at skuffe.

I min skoletid, kom “Polle fra Snave”-reklamerne frem. Hvad har den reklame nu med historien at gøre? Jo, jeg vil fortælle denne historie, som tydeligt eksempel på min manglende evne til at sige fra, og min store evne til at være med på, hvad alle andre gerne vil.

Polle fra Snave

Da reklamerne om Polle kom frem, blev det hurtigt moderne at uddele sherifstjerner til højre og venstre. Til de af jer, der ikke kender til sherifstjerner, er dette et niv og et drej, som man udfører på “offerets” brystparti. Taler af erfaring – det gør vanvittigt ondt!

Jeg var ikke i stand til at sige fra, og grinede blot af legen. Det var ikke kun mig der fik sherifstjerner, men de andre “ofre” i klassen, var bedre til at sige fra. Dagligt gik jagten, hvor jeg forsøgte at flygte – grinende – for ikke at få denne smerte påført kroppen.

Har aldrig følt mig forfulgt eller mobbet på grund af dette. Havde det fantastisk i klassen, og var glad for at gå i skole hver dag. Jeg bebrejder derfor ingen, og kan godt se, at jeg har givet forkerte og utydelige signaler. Grin, og intet nej på noget tidspunkt, må have været svært at tolke som, at jeg ikke havde lyst til at være en del af denne “leg”.

Hængt ud i klassen

Efter mange uger, opdagede min mor, at jeg var helt blå på mit brystparti. Jeg havde ellers forsøgt at skule dette, men nu blev jeg opdaget. Da jeg fortalte hende, hvordan jeg havde fået disse mærker, reagerede hun med det samme. Jeg prøvede igen at grine, og slå det hen som værende ikke-vigtigt, men min mor gennemskuede mig. Heldigvis.

Hun kendte – og kender – mig godt nok til at vide, at jeg ikke selv var i stand til at få stoppet dette. Hun ringede derfor til vores klasselærer, som valgte at tage problemet op i hele klassen. Det var fint at få taget en snak om dette, men jeg glemmer aldrig hendes sætning, som konklusion på snakken i klassen:

Nu aftaler vi, at når Mette siger hun har en “Nej-følelse”, så skal der øjeblikkeligt stoppes”

Denne måde at takle sagen på, gjorde bare, at jeg følt mig hængt ud foran hele klassen. Jeg var bange for, at de andre i klassen følte, at jeg havde sladret om sagen – at jeg havde skuffet mine medelever. Hendes håndtering af problemet, hjalp mig derfor på ingen måder til at sige fra. Mine følelser blev atter gemt væk og jeg grinede mig gennem resten af mine skoleår.

Blandede følelser for en 10’er, tak

Jeg begyndte efterhånden at skjule mine følelser mere og mere. Var bange for at skuffe min omgangskreds og bange for at gøre andre kede af det. Samtidig var jeg nervøs for, at hvis jeg sagde min mening, ville de andre vælge mig fra.

Mine glade følelser, har jeg altid været god til at udtrykke. Via grin, smil og ved at sige det højt. De svære følelser, har jeg aldrig delt med andre, og de er derfor vokset inde i mig, og har sat sig som en store, tung bautasten i maven på mig.

At komme til at skuffe andre, og være bange for at blive valgt fra, kommer helt tilbage fra min meget tidelige barndom. Her blev der taget nogle valg, som kom til at have konsekvenser for mig. Det omfatter blandt andet, et svært fravalg af den ene af mine småbrødre. Har ikke set ham efter han blev valgt fra, og ikke længere blev set som en del af vores familie. Jeg skriver et blogindlæg om dette på et senere tidspunkt, da det har dannet den person jeg er i dag.

De gode følelser glemmer jeg, som var de en lille bagatel i mit liv. De svære og tunge følelser derimod, kommer til at fylde størstedelen af min hverdag. Jeg bruger enormt mange kræfter og tid på, at tænke over alle de svære ting, i stedet for at fokusere på det gode.

De synlige følelser

Efter jeg blev sygemeldt, har jeg arbejdet med at ændre mange ting i mit liv. At vise mine følelser, er en vigtig faktor, i forhold til at få det bedre. Jeg øver mig stadig meget på dette. Det er fortsat meget svært for mig, men efterhånden bliver det nemmere og nemmere.

Da jeg fortalte min familie, at jeg var blevet sygemeldt, sagde min mormor “Jamen, vi kan da ikke mærke på dig, at du er ramt af depression og angst”. Det satte tingene i perspektiv, at ikke engang min familie har kunnet mærke, at jeg var på vej ud på et sidespor. Havde jeg været i stand til at vise og tale følelser, kunne de bedre have hjulpet mig, inden jeg tog det store knæk og for alvor blev syg.

Derfor har jeg lovet mig selv, at jeg hver dag vil øve mig i, at blive bedre til at udtrykke mine følelser. Jeg skal lære at sige fra, og mærke efter i mig selv, hvad jeg har lyst til. Efter at have skubbet mig selv bagerst hele mit liv, har jeg virkelig svært ved at mærke mig selv.

Hvordan lærer jeg at vise og udtrykke mine følelser?

Da jeg ikke har været vant til at vise følelser, kræver det, at jeg skal ændre mine vaner. Som jeg har skrevet her, har jeg været nødt til at ændre en del ting i mit liv, og arbejder derfor meget med ændring af mine vaner.

Et sted, hvor jeg tydeligt har taget et aktivt valg i forhold til at vise følelser, omhandler min fantastiske niece. Den 31.10.2018, blev jeg beriget med den smukkeste lille niece, Anna. I den forbindelse har jeg lovet mig selv, at jeg vil slutte cirklen af flere i vores familie, som ikke udtrykker eller viser følelser. Jeg har derfor fra hun blev født, været meget opmærksom på, at kysse hende, kalde hende “Lille Skat” og “Skattepige” og fortælle hende, hvor smuk, dejlig og dygtig hun er.

I mange familier vil disse ting, virke som banale hverdagsting, men i vores familie, har dette ikke været en del af vores måde at tale på. Jeg kan huske en gang, hvor jeg af min mor blev kaldt “Skat”, da jeg gik ned og sagde godnat til hende. Ellers blev jeg normalt kaldt Mette, Muldeberg eller Min egen. Det ligger derfor ikke naturligt til os.

Jeg har derfor “brugt” min niece, til at vise og udtrykke mine følelser. Da jeg, med resten af familien, var oppe for at se hende på hospitalet, krævede det mod, at skulle sige “Skat” foran dem alle. Jeg gjorde det, og nu har jeg sagt det så mange gange, at det kommer helt naturligt og uden at jeg tænker over det.

Min vedvarende kamp

Nu skal jeg lære at udtrykke min følelser endnu bedre. Lære at sige fra, og til, når det er noget jeg har lyst til. Lære at sige fra på mit arbejde, og over for familie og omgangskreds, så jeg ikke ender samme sted igen. Det bliver en sej kamp, som jeg løbende kommer til at skrive om her på bloggen.

Jeg skal finde flere konkrete værktøjer at arbejde med. Flere områder, hvor jeg over for mig selv, og andre, kan synliggøre mine følelser, lære at mærke dem og være sårbar. Mine omgivelser skal kunne mærke, hvor de har mig, og hvordan jeg har det.

Hvordan udtrykker du dine følelser? Hvornår er du sårbar og ærlig omkring dine følelser?