Det har været et meget svært halvt år, med store personlige udfordringer. Den nemmeste løsning jeg kunne finde, blev at holde mig for mig selv, og kun involvere min nærmeste familie. Nu er jeg begyndt at få det bedre, og jeg er nu klar til at dele mine udfordringer og mine diagnoser.

Redskaber, som hjælper mig med at leve et værdigt liv med mine diagnoser.

Hele mit liv har jeg haft svært ved, at tale om følelser. Haft svært ved at være sårbar. Derfor var det, for mig, det nemmeste at lukke alle ude, og bare passe mig selv. Jeg sidder nu med et inderligt håb om, at jeg ikke kommer til at miste for mange venner og veninder på dette.

Hvorfor denne blog, nu hvor jeg ikke er god til følelser?

For at bloggen giver mening for dig som læser, har jeg behov for – og lyst til – at dele baggrunden for min sygemelding, og mine diagnoser. Bloggen kommer til, primært at handle om, hvordan jeg har ændret områder i mit liv, for at få det bedre med mig selv og mine diagnoser. Jeg ønsker at dele mine erfaringer, og dermed inspirere dig til at skabe et liv, som du drømmer om.

Min fantastiske psykiater har anbefalet mig, at være åben og sårbar omkring, hvordan jeg i virkeligheden har det. På den ene side, for at lære, at det er helt ok at være sårbar. På den anden side, for at øve mig i, at være åben omkring mine følelser. Jeg kan ikke længere holde til, at sætte en facade op, og altid være glad og overskudsagtig.

I min familie, har vi aldrig rigtig talt om følelser, eller været gode til at vise og udtrykke følelser. Dette skriver jeg snart et selvstændigt blogindlæg om, således at du kan lære mig og min baggrund at kende. Derfor valgte jeg at oprette denne blog, da jeg har nemmere ved at udtrykke mine følelser og tanker på skrift. Dette er da en start, og det giver et skønt fristed, at kunne læsse tankerne af.

Hvad skete der, siden jeg fik mine diagnoser?

Jeg arbejder som kunderådgiver i en bank, og har været på samme arbejdsplads, siden jeg startede som elev i august 2008. Jeg har nu været i tre forskellige filialer. Filial nummer to, var stedet, hvor mit liv ændrede sig drastisk.

Da jeg startede i banken, skulle jeg på et skønt intro kursus, hvor jeg skulle møde de andre 27 elever på mit elevhold. Det første emne vi blev introduceret for, handlede om håndtering af røverier og truende kunder. Dette blot for at ruste os, bedst muligt, i tilfældet af, at vi skulle blive udsat for disse situationer.

Statistikken talte sit tydelige sprog, og antallet af røverier i banksektoren var meget faldende. I 2007, året inden jeg startede, havde der været et røveri i banken og tre i hele sektoren. Det var derfor svært at forholde sig til dette emne, når man ikke har været i nærheden af lignende oplevelser.

De gode statistikker, blev efterhånden knapt så gode

Efter to år som elev i én filial, var det tid til at rykke til en anden filial i København. I denne filial viste det sig, at jeg skule opleve en masse, og blive en del af de knapt så gode statistikker.

Nu, snart 11 år efter jeg startede i banken, har jeg været udsat for to væbnede røverier og et fysisk overfald af min kollega og jeg. Overfaldet var den af hændelserne, der tog hårdest på mig. Samtidig var overfaldet den sidste af de tre hændelser, hvorfor røverierne også havde sat sig sine spor i mig.

Alle røverier og voldsomme hændelser bliver meldt som arbejdsskade. Nogle lukkes hurtigt ned, og kommer blot til at stå i systemerne, hvis man skulle få en senere reaktion. Sagen i forbindelse med overfaldet, besluttede Arbejdsskadestyrelsen at der skulle arbejdes videre med.

Efter utallige lægebesøg, psykolog- og psykiatersamtaler, blev jeg to år senere, diagnosticeret med PTSD. Den første af mine tre diagnoser. Jeg endte med at få brev om, at de vurderede, at jeg havde fået en méngrad på 15%. Dette slog mig fuldstændigt ud, da jeg ikke ville have dette prædikat sat på mig. Jeg lærte dog at acceptere dette, og at jeg ikke var defineret ud fra mine diagnoser.

Jeg kæmpede mig igennem de svære dage uden sygemelding, men med løbende samtaler hos min daværende psykolog. Overfaldet skete tilbage i 2013, og jeg kæmper fortsat med traumerne derfra. Angsten har sat sin store klamme hånd fast om mig.

Naturen har hjulpet meget i forhold til at arbejde med at acceptere og forstå mine diagnoser

I sommeren 2018 ramlede det så for alvor for mig.

Vi har i de sidste år, haft en konstant og voldsom travlhed, hvor jeg konsekvent har følt mig bagud. For at kunne følge nogenlunde med, så jeg mig nødsaget til at arbejde over. Det blev til mange, lange og hårde arbejdsdage. Samtidig havde jeg overhovedet ikke styr på nattesøvnen. Jeg fik kun mellem to og fire timer pr. nat.

Efter min sommerferie, kom jeg tilbage til det samme store arbejdspres. Jeg satte mine vante facader op, det store smil kom frem, og når jeg blev spurgt, så havde jeg det skønt.

Efterhånden begyndte facaden at krakelere. Jeg blev mere og mere kort for hovedet, og en mandag eftermiddag brød jeg helt sammen. Sad med min chef og arbejdede, efter de andre i filialen var taget hjem, og vi kom til at tale om travlheden i filialen. Dette var skubbet til mit sammenbrud, og hvor jeg ikke kunne gøre andet end at sænke mine parader.

Jeg græd flere gange dagligt på jobbet – da jeg først gav slip på mine facader – og den 20. september blev jeg sendt hjem fra arbejde, med en sygemelding i hånden. Hele min identitet røg fra mig på et splitsekund, og jeg var, på daværende tidspunkt, ikke i stand til, at se alvoren i min tilstand.

Fantastisk hjælp og nye diagnoser

Helt fra starten af mit nedbrud, har min chef, filial og banken, været en helt fantastisk hjælp for mig. Har hele tiden følt, at de alle sammen ønskede at passe på mig. Nu, hvor jeg har fået det bedre, har jeg lært at sætte pris på, at de kunne passe på mig, når ikke jeg selv var i stand til det. I starten af min sygemelding, så jeg det blot som et nederlag, og var frustreret og stresset over at skulle være derhjemme.

Den 10.10.2018 skulle jeg til min første psykiatersamtale. Jeg som ellers håbede, at jeg var tilbage på job igen den 01.10.2018, måtte se mig slået. Jeg “måtte” ikke komme tilbage, før jeg havde været hos psykiateren.

Allerede på vejen ind til psykiateren pressede tårerne sig på, og hun skulle kun lige spørge om baggrunden for, at jeg sad hos hende, og så brød hele min verden sammen. Jeg græd under hele samtalen, på 2,5 time, og kunne efter flere tests gå der fra med mine nye diagnoser:

Stressudløst svær depression og angst.

Starten på min udviklende og svære rejse

Herfra begyndte min rejse, og nu et halvt år efter, har jeg lært meget om mig selv. Samtidig har jeg fået mange fantastiske redskaber at arbejde med. Jeg er fortsat inde i en proces, hvor jeg skal lære meget mere. Jeg vil derfor meget gerne benytte lejligheden til, at byde dig velkommen med på min udviklingsrejse som fortsætter og deles her på bloggen.

Derfor denne blog, som jeg glæder mig til at kunne bruge, som min digitale “bulletjournal” og mit fristed. Jeg håber at kunne inspirere, dele min læring og skabe et netværk, hvor vi sammen kan dele udfordringer, sårbarhed og svære ting i livet, så vi kan lære en masse af hinanden.

Vil slutte med et mantra, som jeg er begyndt at bruge hver dag. Mit mantra hiver jeg frem fra hukommelsen, hver gang jeg har svære og negative tanker i gang:

“Hver dag er en helt fantastisk gave, som jeg glæder mig meget til at nyde”

🌸

Har du nogle citater eller et mantra, som du bruger, for at få en bedre hverdag? Kender du selv til at leve et liv med svære diagnoser, og hvordan håndterer du dette? Del dem meget gerne i kommentarfeltet, således at vi alle kan inspirere hinanden.

Tak fordi du læste med 🌸