Sidste indlæg her på, min ellers meget savnede, blog, blev udgivet tilbage i april 2019 – http://www.vitahabitus.dk/paaroerende/. Nu er der gået et helt forår, en hel sommer, et helt efterår, og snart også en hel vinter, siden sidste indlæg. Jeg har haft mange ideer og lyst til at skrive, men har ikke fået det gjort. Hvad har du dog lavet? Dette spørgsmål har jeg fået flere gange. Det korte svar er – jeg har været i gang med opstart på mit arbejde igen.

Fyrtårn
Min krop og mine kollegaer, blev mit fyrtårn på den svære vej

I marts 2019 nåede jeg endelig dertil. Nåede til dagen, hvor jeg var klar til en stille opstart på jobbet igen. Under hele mit sygdomsforløb, har jeg hver uge tænkt, at NU er det ugen, hvor jeg skal starte op igen. Det blev til et halvt års sygemelding, takket være min fantastiske chef og psykiater. De formåede at passe på mig, nu hvor jeg ikke selv formåede dette.

Blev din opstart som forventet?

Nej, det gjorde den på ingen måder. Under hele mit sygdomsforløb, har jeg været i tæt dialog med min chef. Dialog omkring min opstart og fordi han passede fantastisk godt på mig.

Hele den store plan var, at jeg skulle tilbage til samme stilling, i samme filial, under samme chef og med de samme kollegaer, som inden min sygemelding. I et halvt år, har jeg glædet mig hver dag til at komme tilbage. De mest fantastiske kollegaer og kunder ventede jo på mig.

Februar kom og midt februar kontaktede jeg vores HR-afdeling, og sagde at jeg var klar til at vende forstærket retur. Der blev lagt en god plan, og opstart blev til 01.03.2019.

Besøget der ændrede alle planer

Inden min opstart, havde jeg brug for at genbesøge filialen. Jeg deltog på et morgenmøde, og glædet mig ekstremt til at se mine kollegaer igen. Forventningsfuld steg jeg på bussen fra Farum til Hillerød en mørk februar morgen. Efterhånden som jeg nærmede mig, begyndte min krop at reagere på det forestående besøg i filialen.

Da jeg steg af bussen, rystede mine hænder og mine ben var som gele under mig. Jeg gik vejen ned fra stationen til filialen og låste mig ind. Min krop rystede nu endnu mere, og jeg havde svært ved at styre min egen krop og dens reaktioner. Mine kollegaer bemærkede det, og spurgte alle om jeg var ok. Havde de mest søde, kærlige og betænksomme kollegaer.

Morgenmaden blev spist, uden at jeg sagde mange ord. Jeg sad og lyttede og observerede, men havde svært ved at finde min egen rolle tilbage. At se lokalerne, hvor jeg gik helt ned tilbage i september, var mere end min krop og mit sind kunne kapere.

Efter morgenmaden havde jeg en god snak med min chef, sagde farvel og “vi ses på mandag”. Inderst inde kunne jeg godt mærke, at jeg ikke ville være i stand til at vende tilbage til filialen om mandagen.

Den sværeste beslutning

Hele den efterfølgende uge gik med lange gåture, mange tanker og snakke med verdens bedste chef og makker. Der blev grædt mange tårer efter besøget i filialen, og jeg kunne på ingen måder finde ro i mig selv.

Fredag var aftalen, at jeg skulle ringe sammen med min chef. Jeg brød fuldstændigt sammen, da han tog røret, og måtte erkende, at jeg ikke var i stand til at komme retur. Min krop havde sagt tydeligt fra ved besøget i filialen, og jeg kunne ikke andet end at lytte til, hvad min krop fortalte mig.

Efterfølgende måtte jeg ringe til vores HR-partner, for at fortælle ham, at jeg ikke var i stand til at komme tilbage til filialnettet, endnu. Endnu engang blev det en grædende samtale om min kommende opstart i banken igen. Jeg kunne ikke holde tanken ud, om at jeg ikke skulle retur til den filial, de kollegaer og den makker, som jeg holder så meget af.

Vores HR-partner var ekstremt støttende, og han fortalte mig, at han var glad for at jeg passede på mig selv, og at der altid var plads til mig i filialnettet igen. Hvis jeg kommer dertil på et tidspunkt. Dette ved jeg ikke endnu. Jeg frygtede for den manglende kundekontakt, og alt hvad dette gav mig. Samtidig var det kundekontakten som pressede mig dagligt. Deadlines og aftaler jeg ikke kunne overholde, og frygten for ikke at gøre mine kunder tilfredse, fik mig ud over kanten og ned i det store sorte hul, stress.

Brikker der falder på plads
Der var mange brikker der skulle falde på plads for mig

Intern afdeling blev løsningen

Hele vejen gennem mit sygdomsforløb, har jeg fået enorm støtte og anerkendelse fra kollegaer og banken generelt. Har tydeligt mærket, at alle gerne ville passe på mig.

Derfor blev min beslutning om ikke at skulle tilbage til Hillerød, taget meget seriøst og alvorligt. HR-afdelingen gjorde alt for at finde den rigtige plads til mig, hvor jeg kunne få den rette opstart. Samtidig var de meget bevidste om, at det skulle være et sted, hvor jeg ikke skulle komme til at kede mig. De kender min måde at arbejde på, og ved også, at jeg gerne vil udfordres dagligt.

I midt marts 2019, startede jeg endelig op, nu i vores interne produktionsafdeling. Her blev jeg mødt af 48 nye kollegaer, som alle tog ekstremt godt imod mig. De var imødekommende, og også her har de hjulpet mig til at passe på mig selv. Kom jeg til at sidde længere tid på arbejde end aftalt, blev jeg sendt hjem, med ordene om, at jeg skulle passe på mig selv.

Nu har vi rundet et nyt år, og her i januar 2020, er jeg stadig at finde i vores interne produktionsafdeling. Jeg elsker det, og de udfordringer jeg står over for hver dag. Jeg er vild med mine kollegaer, arbejdsopgaverne og at der er så mange muligheder for at præge min egen arbejdsdag. Det har været den helt rette opstart for mig, og det er jeg banken og mine kollegaer evigt taknemmelig for.

Mit savnede Hillerød

Selvom jeg er vild med mit nye virke i banken, skal der ikke herske tvivl om, at jeg fortsat savner mine kollegaer og kunder i Hillerød hver dag. Det var en helt speciel tid jeg havde dér. De bedste kollegaer, den bedste makker og den vildeste personlige udvikling.

Jeg kan fortsat græde tårer over, at jeg ikke var i stand til at komme retur til min fantastiske afdeling. Når jeg ser min makker og chef og mine tidligere kollegaer i filialen, kommer jeg stadig til at græde, når vi taler om vores tid sammen i Hillerød.

Den udvikling vi sammen var igennem, i de knapt 3 år jeg var i filalen, har været helt ekstremt god for mig. Det kan jeg aldrig takke nok for, og der vil derfor altid være et stort savn til lige præcis de 5 kollegaer jeg havde i Hillerød.

Hvordan blev din opstart så god?

Meningen med dette blogindlæg var egentlig, at jeg ville beskrive min opstart, som på ingen måde blev som forventet, men blev super god for mig alligevel.

Her 1.153 ord efter overskriften blev skrevet, vil jeg dog afslutte mit indlæg, som i stedet blev en dedikeret tak til kollegaer og banken for den enorme støtte og omsorg jeg har fået.

Samtidig vil jeg bruge dette blogindlæg, som en flydende overgang til et nyt blogindlæg, som kommer til at omhandle detaljer omkring min opstart. Heri vil jeg komme med mine råd til andre som er i samme båd som jeg var, ved at dele de erfaringer jeg har gjort mig.

Til slut vil jeg blot sige: Jeg har været på fuldtid siden 01.06.2019 og jeg elsker at gå på arbejde hver dag. Jeg har det fantastisk og det er kun ganske lidt jeg mærker til mine symptomer på stress og depression efterhånden.

En ny og glad Mette efter opstart
Jeg har det godt og smiler på ny