Hvordan er det at være pårørende til en person med stress? Ven, veninde, familie eller kollega – kender du en der er på randen af stress? Hvad kan du stille op, som pårørende, for at hjælpe den stressramte?

Dette er første blogindlæg til pårørende, og kommer her til at handle om stress. Der vil løbende komme anbefalinger og indlæg, som du med fordel kan læse, hvis du er pårørende til en med psykiske udfordringer. Næste indlæg til pårørende, kommer til at omhandle depression.

Mine udfordringer og baggrunden for at skrive dette indlæg
At vandre i tågen, uden at kunne se gennem denne, kræver pårørende til at støtte og trøste
Jeg er på vej ud af tågen og videre, efter et halvt års sygemelding

Jeg har altid kæmpet meget med mine egne tanker. Har altid været nervøs for ikke at være god nok. Er ekstremt perfektionistisk og har altid været det. Samtidig har jeg været god til at sætte facader op. Min psykiater har lavet flere tests på mig, og har konstateret, at jeg går rundt med konstant indre stress. Hun konkludere dette ud fra en vurdering af mine leveregler. Der kommer uddybende indlæg om dette senere.

På grund af de facader jeg altid har sat op, har mine pårørende ikke haft chance for at opdage mine psykiske udfordringer. Mine udfordringer går dermed længere tilbage, end da jeg blev sygemeldt i september 2018. Dog er det siden min sygemelding, at jeg for alvor har mærket, hvor vigtig omgangskredsen er, for at få det bedre igen.

Stress – en voksende folkesygdom

Her i mit første blogindlæg til pårørende, vil jeg behandle området “Stress”, da flere og flere rammes af denne sygdom. Jeg har selv set folk omkring mig gå ned, og kunne godt have brugt konkrete råd til at håndtere dette. Vi har ofte berøringsangst, når det kommer til områder som gør ondt. Jeg har selv haft det sådan, men har nu mærket på egen krop, hvordan det er at være den stressramte.

Stress kan ramme os alle, og behøver ikke nødvendigvis at være arbejdspres, der er årsag hertil. Vi hører det jævnligt i medierne, at 12-tals kulturen stresser mange unge i skoler og på videregående uddannelser. Samtidig ser vi opstillede og “perfekte” billeder på sociale medier, og måler vores liv op mod dette. Men hvad kan du og jeg som pårørende stille op? Hvordan kan vi støtte den stressramte?

Mine pårørendes rolle, under mit stressforløb

I hele mit forløb, har jeg haft mennesker omkring mig, som har passet på mig, når jeg ikke selv har været i stand til det. Samtidig har jeg været meget tavs omkring mine udfordringer, og har ikke lukket mange ind. Det har derfor ikke været nemt for mine pårørende, at kunne hjælpe mig med min stress og mine øvrige psykiske problemer.

Efter jeg har valgt at åbne op her på bloggen, har jeg dog fået en enorm støtte. Jeg ser mig derfor i stand til, at komme med mine synspunkter på, hvad du kan gøre som pårørende til en stressramt. Hvad hjalp mig, hvad havde jeg brug for og hvad manglede jeg?

Min familie

Jeg har i flere år, fortalt min familie, at vi har haft meget travlt på jobbet. Har fortalt om presset og de mange overarbejdstimer, men har hele tiden udtrykt, hvor glad jeg var, og stadig er, for mit job. Jeg har holdt mig selv kørende med min generelle arbejdsglæde, og har skjult mig bag denne facade. Kunne dog godt mærke, at jeg ikke kunne holde til presset alt for længe endnu. Jeg var desværre for stolt til at bede om hjælp.

Særligt min lillebror har tydeligt udtrykt, hvor frustreret han var over, at jeg havde så travlt. Dels fordi han synes jeg skal lære at sige fra, og dels fordi han synes det er frustrerende, at banken ikke stiller flere hænder til rådighed i filialen. Det er svært at forklare andre, som ikke arbejder i banken, at man ikke bare får tildelt mere personale ved travlhed. Dette har afstedkommet en del diskussioner ved vores ugentlige familie middage.

Vi har i banken været begunstiget af mange nye kunder. Det har været spændende opgaver, og jeg “glemte” ofte at gå hjem til tiden. Jeg ville virkelig gerne servicere både mine nye og eksisterende kunder til perfektion. Det var derfor meget min egen skyld, at jeg lod det komme så vidt som jeg gjorde. Har på intet tidspunkt bebrejdet hverken min arbejdsgiver eller mine kollegaer, at jeg havnede hvor jeg gjorde. Har tværtimod mærket en stor støtte og en enorm vilje til at hjælpe.

Jeg har tydligt mærket, at min bror, og øvrige familie, blot ville passe på mig. Det har betydet utroligt meget for mig, da vi ellers ikke viser de store følelser i vores familie. Det er dog en hårfin balance, ikke at “brokke” sig alt for meget over situationen til den stressramte.

7 konkrete råd til dig som pårørende

Som pårørende (kæreste, familie, venner, kollegaer etc.), til én, som du føler presser sig selv for meget, er mine råd følgende:

  • Vis gerne at du er bekymret for vedkommende
  • Lad være med at komme med for mange “gode” råd og formaninger
  • Lyt til, hvad der bliver sagt, uden at komme med alt for mange bemærkninger og egne historier. Se det i stedet som en gave, eller et skulderklap, at den udfordrede betror sig til dig
  • Tilbyd din hjælp, men bliv ikke skuffet eller frustreret over, at der ikke bliver taget imod dit tilbud om at hjælpe
  • Tag initiativ til at lave noget socialt sammen, og hav ikke forventninger til, at du hører det store fra den udfordrede
  • Stå for planlægningen og stil ikke krav til stillingtagen til forskellige ting i hverdagen – Hvad skal vi lave? Hvad har du lyst til? Hvad skal vi have at spise? Jeg kunne slet ikke overskue spørgsmål som disse, og var ikke i stand til at mærke, hvad jeg havde lyst til
  • Hav tålmodighed, og glem ikke at invitere den sygdomsramte, selvom du har fået flere gange “Nej, tak”. Accepter at overskuddet skal være der, og tag ikke et nej som et personligt nederlag

Min chef og mine kollegaer

Stress kan komme fra mange områder i vores liv, og er tit en sammenblanding af udfordringer/travlhed i både arbejds- og privatliv. Det samme gjorde sig gældende for mig. Travlhed på jobbet, blandet med tidligere, svære oplevelser i livet, og egne forventninger til mig selv, skubbede mig ud i en nødvendig, langvarende sygemelding.

Ser nu efterhånden fremad, men hjælp og støtte fra mine pårørende
Jeg er begyndt så småt at kunne se fremad, takket være mine pårørendes hjælp og støtte

Min arbejdsplads, og særligt min chef og mine kollegaer, har været en helt ubeskrivelig vigtig brik for mig. Som beskrevet i blogindlægget, som jeg har linket til ovenfor:

Helt fra starten af mit nedbrud, har min chef, filial og banken, været en helt fantastisk hjælp for mig. Har hele tiden følt, at de alle sammen ønskede at passe på mig. Nu, hvor jeg har fået det bedre, har jeg lært at sætte pris på, at de kunne passe på mig, når ikke jeg selv var i stand til det. I starten af min sygemelding, så jeg det blot som et nederlag, og var frustreret og stresset over at skulle være derhjemme.

Mange på mit arbejde, også uden for filialen, har bemærket, at jeg ikke var helt som jeg plejer. En chef fra en anden filial, har også fulgt virkelig godt op på mig. Ved et telefonopkald, gav han mig en masse konkrete råd. Han sluttede samtalen af med en opgave, som han ville følge op på fredag i den samme uge. “Når jeg ringer til dig fredag, har du bestilt en tid til lægen”.

Denne samtale og bekymringen fra min chef, blev min redning, og det gik op for mig, at dette skulle tages seriøst. Jeg er dem alle evigt taknemmelige, for råd, vejledning, omsorg og støtte.

Hvad kan du gøre som kollega?

Idet min chef og kollegaer, gjorde så stor en forskel for mig, vil jeg her liste nogle af de konkrete ting op, som kom til at betyde en kæmpe positiv forskel for mig:

  • Hold fast i din intuition, hvis du bemærker at en kollega er på vej til at gå ned med stress. Den stressramte kan nemt gemme sig bag en facade og lade som om, at alt er ok
  • Hjælp gerne din kollega med at få overblik over sager, og tilbyd din hjælp, hvis du selv har overskud til det. Husk dog også at passe på dig selv og de øvrige kollegaer. Jeg fik nemt dårlig samvittighed over, at alle andre lagde deres egne ting til side, fordi jeg ikke selv magtede mine opgaver
  • Min chef tog action med det samme, og fordelte opgaver mellem os alle. Det var fantastisk at mærke, at han tog hånd om udfordringerne, og fandt yderligere løsninger løbende. Han passede tydeligt på os
  • Vis støtte og omsorg ved at lytte, og husk at værne om jer selv og de øvrige kollegaer
  • Da jeg var blevet sendt hjem med en sygemelding, var det fantastisk med løbende kontakt fra filialen. For mig virkede det positivt, når jeg hørte fra mine kollegaer. Talte med min chef minimum hver 14. dag, men blev vanvittigt glad, da jeg også fik en SMS fra en kollega. Hun startede med at skrive “Jeg ved ikke om jeg må skrive til dig, men jeg synes du skal vide, at jeg tænker meget på dig…”.
  • På baggrund af ovenstående SMS fra kollegaen, vil mit råd være, at afstemme med den sygdomsramte, om det hjælper eller stresser, hvis kollegaerne giver lyd fra sig. For mig gav det en ro, men for andre vil det kunne skubbe negativt til stresstilstanden. Tag afstemningen hurtigt, så den sygdomsramte ikke føler sig glemt, hvis ikke vedkommende hører noget.

Din historie og oplevelse

Med ovenstående indlæg, håber jeg, at jeg har kunne hjælpe dig som pårørende, som står, eller kommer til at stå, i en svær situation med en stressramt.

Du står ikke over for en nem opgave, men det bedste du kan gøre, er at være der, og ikke at have berøringsangst. Lyt, vær tålmodig, vis omsorg og vær til stede. Som stressramt, var jeg helt nede i et dybt sort hul, og der kunne ikke siges meget til mig, uden at jeg kom til at vrisse og snerre. Min egen familie kunne mærke det på mig, men vidste ikke hvad det var, og hvorfor jeg var så kortluntet.

Nu, hvor jeg har fået det bedre, og er på vej op af det sorte hul, har vi som familie fået italesat disse stunder, hvor jeg har været kort for hovedet. Jeg bemærkede det ikke selv, og det var aldrig min mening, at tale grimt til min familie eller øvrige pårørende.

Er du stressramt og har høstet andre erfaringer og gode råd, end dem jeg har listet op ovenstående? Er du pårørende og parat til at dele din side af oplevelsen, hører jeg meget gerne fra dig. Jeg kæmper for at nedbryde tabuet der ligger over psykisk sygdom.

Tak fordi du læste med