I en travl hverdag, og under en lang sygemelding, har jeg fundet ud af, hvor vigtig min bolig og mine rutiner er for mig. Eftersom vi er flyttet i hus, er der en del indretning og hygge der skal skabes. Jeg nyder at arbejde med indretning af vores bolig, og at skabe egne kreative løsninger. Vi har netop givet vores ene badeværelse en overhaling, og I inviteres derfor med indenfor.

I de første måneder af min sygemelding, lå jeg mest bare på min sofa. Jeg kunne ikke overskue at stå op. Kunne ikke overskue at gå uden for en dør, og jeg lukkede mig inde for mig selv. Der gik ikke længe, før jeg kunne se på min hud, at den trængte til kærlig pleje. Den trængte til dagslys og omsorg, men jeg magtede det ikke.

Efterhånden blev jeg mere og mere bleg og grå, og jeg fik det bestemt ikke bedre psykisk, når jeg kiggede mig selv i spejlet. Nye rutiner skulle indføres, men hvilke og hvordan?

Rutiner som skaber sundt hår

I november tog jeg en beslutning om, at jeg skulle forkæle mig selv. Gøre noget som jeg havde lyst til. Jeg bestilte en tid til frisøren, og dette blev startskuddet til mere pleje af mit hår og min hud. Efterhånden har jeg fået gjort plejen til gode rutiner, og i dag ville jeg ikke kunne undvære disse.

Min faste og fantastiske frisør, Nikoline, fra Nordic Hair Concept i Lyngby, forkælede mig i 3 timer. Hun satte sig ned og talte med mig. Talte med mig om min sygemelding og gav sig tid til at vise omsorg. Det er altid en fornøjelse at besøge salonen, og de er alle sammen søde og opmærksomme. Jeg går altid glad fra frisøren, og denne gang var ikke en undtagelse.

Nikoline hjalp mig i gang med mine nye rutiner omkring pleje af mit hår. Jeg har nu fulgt disse rutiner siden november, og mit hår har aldrig haft det bedre. Derfor vil jeg dele disse med dig, da jeg kan konkludere, at de har virket for både mit hår og mit psykiske velbefindende. Det er altid rart at se frisk og velplejet ud.

Indledende hårkur – den rene kærlighed til håret

Når jeg er ved min frisør, får jeg altid farvet mit hår. Herefter kommer jeg hen til de skønne massagestole ved vasken, hvor jeg får den indledende hårkur i håret, og et lunt håndklæde om mit hår. Jeg får Olaplex behandling med de professionelle no. 1 og no. 2.

Det gør håret helt vanvittigt blødt og lækkert. For at forlænge denne følelse, har jeg købt Olaplex no. 3, som jeg forkæler mit hår med 1-2 gange om ugen. Jeg gør håret vådt, masserer Olaplex’en ind i hele håret, og vikler et tørt håndklæde omkring. Dette lader jeg sidde i 30 minutter, inden jeg går i bad og vasker mit hår, efter nedenstående rutiner.

Olaplex behandling til håret, er blevet en af mine gode rutiner

Jeg har købt produktet via NiceHair.dk, og kommer her med en lille reklame for siden. Jeg har benyttet denne webshop flere gange, og har hver gang fået min pakke inden for 1-2 hverdage. Jeg har både bestilt shampoo, conditioner, hårkur, vippeserum og mascara derfra, og har altid været fuldt ud tilfreds.

Du kan komme til hjemmesiden via dette link, og se deres lave priser og enorme udvalg. De har alle de store mærker og produkter, og jeg vil ligeledes gennemgå resten af min rutiner omkring mit hår nedenfor, som også er bestilt via NiceHair.dk.

Mine rutiner omkring hårvask og styling

Når jeg har haft Olaplex’en siddende i håret i en halv time, er det blevet tid til at gå i bad. Den indledende kur skylles ud, hvorefter jeg vasker håret i min fantastiske shampoo. Jeg bruger den fra Kevin Murphy til farvet hår.

Når jeg har vasket håret grundigt, er det blevet tid til hårkur – ligeledes fra Kevin Murphy. Denne lader jeg sidde i håret i 10-15 minutter i håndklædetørt hår. Herefter står den slutteligt på behandling med balsam, og mit hår er nu ekstremt blødt.

Mine rutiner omkring hårvask, omfatter disse produkter fra Kevin Murphy

Mit hår er heldigvis meget tykt, for jeg fælder enormt, og mine hår knækker meget nemt. Derfor har min frisør lært mig, hvor vigtigt det er, at jeg også plejer mit hår inden føntørring og glatning.

Mine nye rutiner omkring mit hår, kræver lidt mere tid, men er det hele værd, når jeg kigger på, hvor godt mit hår har det nu. Jeg håber derfor ikke, at denne gennemgang skræmmer dig helt væk. Jeg skriver dette indlæg, da jeg kan mærke, hvor meget plejen af mit hår og min hud, har gjort af positiv indvirkning på mit psykiske befindende.

Inden jeg går i gang med føntørring og glatning, følger jeg følgende rutiner:

  • Behandler mine spidser med en lækker hårolie
  • Kommer “Leave-in-repair” i hele håret – dog ikke helt op i rødderne ved hovedbunden. Efterlader et par centimeter uden produktet i.
  • Fugter hele håret med en varmebeskyttende skum
  • Føntørrer hele håret, hvor jeg kun bruger børsten til sidst
  • Glatter det yderste af mit hår, med mit glattejern på 190 grader
  • Lægger de små hår ned, med den lækre olie beskrevet under første punkt.
Disse produkter bruger jeg som pleje til håret, efter hårvask og inden varmebehandling med føntørrer og glattejern.

Dette er de beskrevne efterbehandlingsprodukter som jeg bruger, for at pleje mit lange hår.

Min blege og grå hud har fået glød igen

Nogle måneder på langs, uden sollys og vind i håret, gjorde ikke noget godt for mig. Jeg vidste godt, at jeg burde komme ud i efterårsluften og -solen hver dag, men jeg orkede det ikke. Det eneste jeg magtede, var at ligge længe i sengen, for så at stå op og bevæge mig ind på sofaen i stuen. Jeg lukkede mig inde for mig selv, og havde stort set ikke noget socialt liv.

Der gik ikke længe, før jeg kunne se den manglende aktivitet på min hud. Min grå og blege hud, gjorde intet godt for min psyke, og noget måtte jeg ændre på. Da mine nye rutiner omkring pleje af mit hår var på plads, kom turen til min hud.

En hverdag med en smule overskud, gik jeg en tur til Lyngby Storcenter. Her købte jeg den lækreste rensesæbe og creme. Har tidligere prøvet andre rutiner i forhold til at rense min hud, men er ofte tørret gevaldigt ud i huden efterfølgende. Har du samme udfordringer som mig, kan jeg varmt anbefale at prøve produkterne på nedenstående billede.

Dybdegående rens skulle der til

Rom blev ikke bygget på én dag, og det samme kunne jeg konstatere omkring bedringen af min hud. Der gik nogle dage, før jeg, så småt, begyndte at kunne se små resultater, men det var værd at vente på.

Tilfældigt støtte jeg på et opslag på Instagram, hvor der blev reklameret for et produkt fra Skintek. Videoen i opslaget viste, hvor meget glød man kunne få på huden, ved hjælp af en mekanisk rensebørste. Der er tale om et apparat, med forskellige børstehoveder som let påføres og afmonteres. Der er et stort og et lille rensehoved, et blødt rensehoved og en slibesten. Du kan læse mere om produktet på Skinteks hjemmeside.

Jeg benytter min Skintek Brush hver morgen og aften. Jeg sørger for at åbne mine porrer med varmt vand, og kører derefter med det lille børstehoved i ansigtet og med det store børstehoved på kroppen. Straks efter brug, kan jeg allerede se en forskel på min glød og renhed i ansigtet. Samtidig er min hud dejlig blød og smidig, med den rensesæbe jeg bruger sammen med min Skintek Brush.

Disse morgen- og aftenrutiner har virkelig gjort en forskel på mit psykiske velbefindende. Da jeg fik gløden tilbage, og et sundere hår med ovenstående rutiner, fik jeg også mere lyst til, at bevæge mig ud blandt andre mennesker, og ud i dagslyset. Jeg kan derfor anbefale, at huske at pleje sig selv i svære tider, selvom det til tider kræver, at der skal hankes meget op i sig selv.

Flere gange har jeg forsøgt, at overbevise mig selv om, at der ikke sker noget ved at springe over en enkelt gang eller to. Dog kan jeg konstatere, at jeg nemt falder tilbage i de gamle vaner, hvis ikke jeg holder fokus på nye og bedre rutiner.

Opgradering af vores badeværelse – skøn spastemning

I vores dejlige hus, var begge badeværelser renoveret og stod rigtig fint. Dog opstod der en trang til mere hygge på vores store badeværelse, da jeg med mine nye rutiner, begyndte at bruge mere tid på badeværelset end tidligere.

Vores badeværelse inden opgraderingen
Badeværelset inden opgraderingen

Vi har derfor sat nyt badeværelsesmøbel op, hylde og et billede på væggen og en masse nye, bløde og lækre håndklæder. Samtidig har vi fået ny vask og skiftet alt armatur mv. til messing. Badeværelset var, i mine øjne, meget bart og koldt inden disse ændringer, og det har virkelig gjort en stor forskel. Jeg nyder at bruge tid i dette rum, og slapper af, når jeg opholder mig på badeværelset med mine rutiner.

Jeg drømmer fortsat om endnu mere spastemning på vores store badeværelse, men det kommer løbende hen ad vejen. Jeg holder meget af, at indretning bliver en process, hvor jeg løbende kan udvikle mine mange ideer.

Når først basen er på plads, nusser jeg videre med de små detaljer, og søger nettet tyndt for ideer. Vi er derfor ikke helt færdige med badeværelset endnu, men basen er nu som jeg havde ønsket mig.

Nyder at udføre mine rutiner i dette opgraderede badeværelse

Rutiner blev min vej mod bedring og raskmelding

I min hverdag, havde jeg ikke længere faste holdepunkter og rutiner, da jeg blev sygemeldt fra mit arbejde. Jeg har altid holdt meget af faste rammer, rutiner og kasser. Nu hvor jeg har fået det bedre, kan jeg se, hvor meget det har holdt mig nede, rent psykisk, at jeg ikke havde nogle daglige rutiner at holde fast i.

Sofaen blev min bedste ven, og samtidig min værste fjende. De manglende rutiner tog alt overskud fra mig, og jeg orkede ikke meget andet end at sove.

Heldigvis faldt jeg over et onlineforløb, som jeg straks meldte mig på. Det var et fuldstændigt oplagt forløb for mig. Både i den svære situation jeg stod i (og fortsat står i), og samtidig også i forhold til personlige udfordringer, som jeg altid har kæmpet med. Der kommer et særskilt indlæg omkring dette forløb snart.

Forløbet hjalp mig til at få gang i rigtig gode rutiner. Passe på mig selv med ovenstående pleje af krop og hud, gode lange gåture hver dag og dagligt at skrive ned, hvad jeg har lyst til at lave. Det har hjulpet mig meget langt op, af det sorte dybe hul jeg er havnet i, og derfor har jeg skrevet dette hele indlæg om det at skabe gode rutiner for sig selv.

Hvilke rutiner har du, og hvordan hjælper de dig i hverdagen?